Mad til en travl hverdag og en gladere mave

Langtidshævet pizzadej med durummel

Langtidshævet pizzadej med durummel

“Du kan ikke købe lykke, men du kan købe pizza – og det er stort set det samme” (Guilty Pleasure). Og hvorfor overhovedet købe den, når du kan lave den meget bedre, og ikke mindst billigere, selv.

Et af livets helt store spørgsmål, går på hvordan man laver den PERFEKTE pizza. Jeg ved ikke (og tror ikke) at jeg helt har løst dette mysterium, men jeg vil vove at påstå at jeg kommer rigtig tæt på med denne opskrift.

Pizzaer kan man få mange steder, men en af mine lokale pizzariaer siger at hemmeligheden ligger i hvilken slags mel man bruger. Selv bruger de en blanding af durummel, hvedemel og glutenfrit hvedemel. Dette har jeg prøvet i forskellige mængdeforhold og er kommet frem til at der fås et godt resultat med cirka 1/3 af hver.

Denne dej er langtidshævet, men skal det gå hurtigt kan man tilsætte 20-25 gram gær istedet for 5 gram og lade dejen hæve en times tid på køkkenbordet ved stuetemperatur.

Ingredienser:

  • 5 gram gær
  • 2 1/2 dl. koldt vand
  • 2 spsk. olivenolie
  • 1 tsk. fint salt
  • 500-550 gram mel (cirka 1/3 durummel, hvedemel og glutenfrit hvedemel)


Fremgangsmåde:

Denne opskrift er optimal hvis man har en lang arbejdsdag. Dejen kan laves aftenen før den skal bruges før man går i seng, eller hurtigt røres sammen om morgenen inden arbejdet.

  1. Gæren udrøres i vandet.
  2. Olivenolie, salt og durummel tilsættes og blandes godt med den udrørte gær.
  3. Hvedemel og glutenfrit hvedemel tilsættes indtil den ønskede konsistens er opnået. Dejen skal være fugtig, men ikke for våd.
  4. Dejen sættes i køleskabet natten over, eller indtil den skal bruges. (Gerne mindst 16 timer)

Dagen efter:

Dejen tages ud cirka 1/2 time før den skal bruges.

  1. Ovnen tændes og sættes på 240 grader varmluft.
  2. Pizzadejen rulles ud til cirka 4 pizzaer afhængig af ønsket størrelse (dog vil jeg altid anbefale tynde pizzaer med let tilbehør for ekstra sprødhed). Har man en pizzasten er det perfekt, ellers opvarmes bagepladen før pizzaen sættes ind.
  3. Ønsket tilbehør lægges på pizzaerne, der bages èn af gangen for bedste resultat. Pizzaerne skal ikke have mere end cirka 12 minutter afhængig af ovnen.

Idéer til tilbehør kan være en super lækker tomatsauce som også findes her på siden, og måske frisk spinat, gorgonzola og svampe som på billedet. Er det weekend kan man drikke et glas økologisk rødvin til eller bare lade vær’.

Velbekomme og god weekend!



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *